Danmark under forandring

Jeg er medlem af en gruppe erfarne pensionister, som ser på mulighderne for at bevare velfærdssamfundet i Danmark. Vi har bl.a. lavet disse reflektioner om Danmark under forandring. Teksten er skrevet af Peter Krygell

 

 

Reflekssioner om Danmark under forandring

 

Fra landbrug til pendlersamfund

 

Tekst: De Grå Ulve

 

Danmark har skiftet karakter. Landbruget er stadig en vigtig indtægts- og eksportkilde. Men konstante produktivitetsforbedringer har ændret landbrugets profil totalt. For 120 år siden var 80 % af befolkningen beskæftiget i landbruget, og det meste af den opvoksende industri var underleverandører til landbruget. I dag er ca. 5 % af befolkningen beskæftiget i landbruget, og ca. 190.000 landbrug i 1960 er i dag reduceret til ca- 10.000 – 15.000. Med de nuværende konjunkturer for landbrugsvarer er det realistisk at forvente, at landbruget i løbet af de næste ca. 10 år vil blive reduceret til få hundrede store industrilandbrug med høj produktivitet og en beskeden beskæftigelse.

 

Landdistrikterne undergår også en aldringsproces med flere gamle og færre unge, fordi der ikke længere er arbejdspladser i landbrug og landdistrikter – frivillighedskulturen i Danmark har f.eks. større omsætning og beskæftigelse end landbruget og fødevareindustrien tilsammen.

 

Vi vil undersøge og tage stilling til denne forandring af det danske samfund og komme med noge overvejelser og forslag til, hvordan vi kan skabe en udvikling, der kan kompensere for ”tabet” af landbruget som indtægts- og beskæftigelsesgrundlag i landdistrikterne.

 

Udgangspunktet for vores overvejelser er en offentlig sektor med stat, regioner og kommuner som ligeligt stiller service og ydelser til rådighed for befolkningen i alle dele af landet. De statslige ydelser som f.eks. folkepension er de samme, mens der er mulighed for variation i de kommunale ydelser, hvor kommunerne selv har en vis indflydelse på forholdet mellem service og skat.

 

De ligelige statslige ydelser og den ensartede statslige service betyder, at der overføres store beløb fra den rige del af landet til den fattige del. Noget lignende sker på regionsniveauet, og på samme måde betyder udligningen mellem rige og fattige kommuner med henblik på at give mere lige muligheder for ligelige kommunale ydelser og service store overførsler fra den rige del af landet til den fattige del.

 

I vores overvejelser har vi ikke tænkt os en grundlæggende ændring i samfundsstrukturen, om end man kunne spørge sig selv, hvorfor den kommunale udligning ikke er ført 100% igennem. Derudover kunne vores model med en satsning på bysamfundene og deres oplande stille spørgsmålet om kommuneinddelingen ikke burde afspejle vores model, således at hvert område havde en folkevalgt kommunalbestyrelse til at varetage dets interesser. ( Mange steder passer inddelingen nogenlunde, men der burde nok laves nogle justeringer)

 

Der har i de sidste 20 år været en markant udvikling fra landbrugssamfund til pendlersamfund. Arbejdspladserne er flyttet til byerne – men folk bliver boende på landet på grund af boligpriser, der kan betales af almindelige lønninger. Udvikling til pendlersamfund stiller store krav til til offentlige investeringer i udbygning af infrastruktur – vejnet og offentlig transport.

 

Se tabellen – pendlings- og flyttetal – på sidste side

 

Det er ikke en udvikling, der er sket i løbet af få år. Det har været en stille og rolig proces siden landbrugsreformerne i 1770´erne. Men regering og folketinget har ikke på noget tidspunkt haft nogen sammenhængende mål for landets og specielt landdistrikternes langsigtede udvikling. Følgelig har de heller ingen strategi for udviklingen, hvilket medfører dag til dag brandslukning og lappeløsninger som den nylige udflytning af nogle få statslige arbejdspladser. Men det er dog en start på tilbagerulning af antallet af centraliserede stillinger.

 

Politikerne bør tage stilling til, om Danmark hovedsageligt skal være en konkurrencestat, hvor stort set alting måles i forhold til, om det kan betale sig økonomisk, eller om Danmark skal være en velfærdsstat i stadig udvikling i takt med den ændrede økonomi. De bør derudover tage stilling til, om landet udelukkende skal satse på at udvikle de 2-5 største bycentre, eller om hele landet skal have forhold, som gør det muligt at udvikle områder uden for de 2-5 største bycentre, således at befolkningsspredningen og befolkningstætheden i det mindste kan opretholdes.

 

I det følgende antager vi at politikerne vil vælge at udvikle hele landet inklusive landdistrikterne og dermed stabilisere bosætningsmønstrene.

 

Den voldsomme ændring fra landbrugssamfund til pendlersamfund har fundet sted uden at ende i det store blodbad (arbejdsløshed og indkomsttab) på baggrund af en stærk social- og arbejdsmarkedspolitik. Disse to områder bør styrkes så de i højere grad servicerer det moderne pendlersamfund end det klassiske industrisamfund.

 

Vi kan vel antage, at vi, såfremt vi forsøger at opnå en mere jævn befolkningsfordeling, ikke bliver helt så produktive og dermed konkurrencestærke på eksportmarkederne på kort sigt, som vi ville blive, hvis vi i højere grad koncentrerede os om storbycenterudvikling. På den anden side kan det meget vel vise sig at være en fordel på langt sigt, såfremt vi arbejder aktivt på at forandre forholdene for landdistrikterne og landbrugets produktionsmetoder, således at de bedre kan bidrage til forbedring af landets konkurrenceevne, og således at det bliver attraktivt at bo der. Der kunne måske endda argumenteres for, at det på kort sigt ville være en mere økonomisk løsning i betragtning af, at en migration af en stor del af landdistriktsbefolkningen ville kræve store investeringer i bosteder, arbejdspladser og infrastruktur i bycentrene sideløbende med at bosteder og infrastruktur i landdistrikterne ville blive værdiløse.

 

Den skæve demografiske udvikling og landbrugets forandring mod færre men meget større enheder har også væsentlige konsekvenser for det offentliges udgifter og socialpolitikken. Velfærdssektorerne beskæftiger mange mennesker. Tag børneområdet med mere end 60.000 ansatte eller grundskolen med næsten 80.000. For ikke at tale om sundhedsområdet med mere end 110.000 plus de godt 100.000 inden for offentlige tilbud til ældre og handicappede. Samlet set omkring 350.000 på de tre tunge velfærdsområder: børn, syge og ældre. Det er nogle flere, end der er ansat i hele industrien - omkring 300.000. I landbruget er det 80.000.

For at fastholde velfærdssystemet, hvis kerne i overvejende grad historisk set er rettet mod ”by-arbejderen” og bysamfundet (tæt bebyggelse med korte afstande) bør velfærdssystemet indrettes på også at kunne servicere en befolkning med stor boligspredning.

 

Et andet nok så afgørende forhold er de dybt specialiserede offentlige ydelser. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle 350.000 ansatte på de tunge velfærdsområder er beskæftiget med enkel, kompensatorisk virksomhed som hjemmehjælp. En stor del er specialister. Det gælder især på sundhedsområdet. Her er volumen vigtig, fordi træning og øvelse er afgørende for, at specialisten kan bevare kompetencen. Derfor vil der være en række specialfunktioner inden for sundhedsområdet der vanskeligt vil kunne varetages af enheder med tilstrækkeligt befolkningsgrundlag.

Dengang Danmark var et landbrugsland, gav det mening, at befolkningen boede spredt i landskabet. Det skete så. Nu, hvor Danmark er et servicesamfund, giver det så mening, at befolkningen er koncentreret i byer. Er det så det, som samfundet er indrettet på, og støtter?

 

Vi foreslår at hele landet inklusive landdistrikterne og deres købstæder søges befolket omtrent som i dag. Købstæderne søges styrket m.h.t. arbejdspladser, velfærdstilbud, offentlige servicetilbud, kulturtilbud m.v.:

Hvilke ressourcer findes allerede i købstæderne og landdistrikterne, og hvilke skal tilføres for at opnå vækst:

Købstæderne søges opgraderede til vækstcentre for nærområderne (landdistrikterne). I mange købstæder findes allerede store industrianlæg, som i øvrigt næsten alle er startet af praktiske folk fra købstæderne og deres landdistrikter (Sønderborg- Danfoss, Bjerringbro-Grundfos, Struer-B&O, Billund-Lego, Tønder/Bredebro-Ecco, Randers/Ringkøbing-Vestas, Herning-tekstilklynge (i fordums tid) m.fl.). Mange andre købstæder har mellemstore virksomheder, som klarer sig, men outsourcing truer mange arbejdspladser. Forholdene er imidlertid ændrede fra den tid, hvor de store fabrikker startede, så det er tvivlsomt, om succeserne kan gentages. For at skabe balance imellem de store byers og købstædernes erhvervsudvikling bør erhvervs- og beskæftigelsespolitikken understøtte nye og mellemstore virksomheder inden for service og high-tech, der er hurtigt omstillelige i forhold til ændrede produktions og markedsvilkår.

 

Virksomheds- og dermed beskæftigelsesudvikling kan gennemføres i både landdistrikter og købstæder, men det kræver støtteforanstaltninger, som ligger ud over, hvad allerede findes. Alle købstæder og en del større landsbyer har allerede erhvervsområder, og stort set alle kommuner har erhvervsservicecentre med vækst-iværksætterhuse med billige lokaler, som tilbyder iværksætterkurser/vejledning og erhvervsvejledning til små og mellemstore virksomheder (SMVer). Mange købstæder har desuden en bred vifte af erhvervsuddannelser, der bør styrkes og udbygges.

 

Alle købstæder har desuden gymnasier, men kun RUC Roskilde (som ligger i hovedstadsområdet) og SDU Sønderborg med filialer i Esbjerg, Kolding, Odense, Slagelse og København har et universitet. Det betyder, at de, som vil opnå en højere uddannelse, må bevæge sig til de store bycentre Københavns og Århus universiteter eller en af de foran nævnte byer.

 

SDU har vist vejen, og der er behov for, at også de øvrige universiteter etablerer afdelinger i købstæderne. Dels for at holde de unge i landdistrikterne og generere nye virksomheder lokalt og dels for at lette presset på boligsituationen i de store bycentre.

 

Erhvervsuddannelsescentrene bør intensivere iværksætter/SMV indsatsen til at omfatte mindst 2 års månedlig rådgivningsstøtte og gratis væksthusfaciliteter. Derudover bør iværksætterne gives statsgaranterede lån. De, som kan, bør tilbagebetale denne støtte, men staten må regne med et ret stort tab. En andelshaver/aktionær model med staten som deltager kunne overvejes således, at den kunne tjene på gyngerne, hvad den taber på karrusellerne.

Transporten til/fra arbejde, indkøb og sociale og kulturelle aktiviteter er problematiske p.g.a. børnepasning og tidsforbrug generelt. Derudover har følelsen af stor afstand en psykologisk betydning. Transportinfrastrukturen til/fra nærområderne (20 km radius) bør derfor udbygges til et niveau, som tillader en daglig transporttid på ca. 1 time retur. Busdriften skal udbygges f.eks. med 8-12 personers busser. Børnepasning bør gøres tidsmæssigt mere fleksibelt, og det bør overvejes at gøre hushjælp skattemæssigt fradragsberettiget.

 

De færgeafhængige øer har den udfordring, at ud over, at det lokale erhvervsliv er baseret på landbrug, som ikke kan skaleres, så tynges øerne af ekstra omkostninger til transport til og fra. De omkostninger kan kun kompenseres på lønnen eller restindkomsten, fordi folk ikke vil betale ekstra for varer, blot fordi de kommer fra en ø. Her kunne man overveje at gøre som i Sverige, hvor færgeoverfart til øer betragtes som en vejstrækning, som er vederlagsfri i stedet for at være en betalingsvej – ordningen er allerede delvist gennemført også i Danmark.

Internettet og mobildækningen, som i mange landdistrikter er meget dårlig, skal udbygges til et niveau, der svarer til de større byers service.

 

Vores bedste indgang til viden er vores biblioteker, som kommunerne lukker på stribe. Dette bør modarbejdes fra statslig side. Statslige og kommunale satellitservices bør oprettes/udbygges i landdistrikternes landsbyer, som ligger mere end 5 km fra købstæderne. Det kunne gøres i kombination med skoler med op til 5-7 klasse samt minibiblioteker og sportsfaciliteter. Dette kunne endda laves i en kombination med post/pakke bokse, som i øvrigt kunne udvides til afleveringssteder for internet-varekøb. I større landsbyer, hvor COOP, NETTO el.lign. stadig har forretning, er en del af disse services allerede etablerede. Det lokale engagement kan styrkes med Kirken med dens sognehuse og de 1300 forsamlingshuse. Her har lokalbefolkningen en mulighed for at blive inddraget i kulturbærende aktiviteter såsom foredrag, diskussioner om vigtige anliggender for området, politikermøder, koncerter, kunstudstillinger og andre kulturelle aktiviteter.

 

Andelsbaseret alternativ energi såsom solcelle og vindkraft anlæg bør støttes med lån, og overskydende energi bør betales således, at landdistrikterne finder det rentabelt at investere i vindmøller og solcelleanlæg. Opvarmning af bygninger foretages med overskydende alternativ energi (elektricitet), små fjernvarmeanlæg eller pillefyr/kombifyr.

For at tiltrække jobskabende virksomheder kunne man tilbyde dem en række fordele ved at etablere sig i købstæderne og sågar i landdistrikternes tomme bygninger og landsbyerne. Det kunne f.eks. være moms eller skattefordele og direkte egnsudviklingsstøtte. Vi skal ikke glemme, at i 70erne flyttede mange virksomheder vestpå tiltrukket af velvillige og servicemindede kommuner. Det kan de vel lokkes til at gøre igen, hvis de rigtige forudsætninger kan skabes.

 

Afskrivningen af investeringerne i bosætning og landbrug vil betyde tab for kreditinstitutter og evt. staten. De tabsgivende landbrug vil blive overtaget af private firmaer/kapitalfonde, og boligerne vil blive revet ned med statstilskud. Udfordringerne er her, at vi får mega-landbrug med monoafgrøder, som ikke vil være økologiske.

Personer uden for arbejdsmarkedet inklusive pensionister må understøttes med bolig, økonomi og servicetilbud, som svarer til det, de i dag har krav på efter at have betalt skat på en forventning om denne velfærd.

På grund af den aldrende befolkning vil der fødes betydelig færre børn i landdistrikterne, og de, der fødes, vil forlade landdistrikterne, når de skal videreuddannes (senest efter folkeskolen). De ressourcestærke og veluddannede flygtninge kunne måske udgøre en værdifuld ressource for landdistrikterne? De kunne flytte ind i de tomme huse, renoverede af kommunerne.

 

Den faldende andel af 25-64 årige, specielt af personer med højere uddannelse og virksomhedernes fravalg af etablering i landdistrikterne vil betyde at beskæftigelsen her fortsat vil falde. Det vil kræve specielle og dyre støtteordninger at vende denne trend og få virksomhederne til at etablere sig udenfor de store bycentre, hvor de i starten vil få svært ved at finde faglærte og videreuddannede medarbejdere. Men visse f.eks. internetbaserede SMVer og håndværksvirksomheder og ”hjemmeproduktion” af stedlige råvarer kunne etableres i landdistrikterne, hvis planloven ændres til at tillade fuld brug af bygninger og jord til virksomhedsformål overalt i landdistrikterne. I parcelhus- og lignende kvarterer dog i begrænset omfang. Kommunerne bør således satse både på købstædernes industriudvikling og på landdistrikternes SMV udviklingsmuligheder.

 

I den grad at det ikke lykkes at revitalisere landdistrikterne må de større bycentre udbygges i takt med en moderat tilflytning fra landdistrikterne.

 

For at få disse forslag til at virke effektivt må landdistrikts og købstadsbefolkningerne motiveres på deres præmisser til at engagere sig i andelsforeninger og laugs strukturer. For at fremme initiativerne bør befolkningen have selvbestemmelse over beslutninger i de pågældende organisationer.

 

Pendlings- og flyttetal

8.8.2016 PK

 

Pendlingsafstandene øges generelt og de er mindst i Region Hovedstaden og størst i Region Sjælland. Flytningerne væk fra Region Hovedstaden aftager, men øges væk fra Region Sjælland. Flyttemobiliteten øges og flyttestrømmen til København er forsvundet, mens indvandringen og fødselsoverskuddet til gengæld er steget. Og strømmen af unge tilflyttere og indvandrede stiger fortsat.

Manifestival administeres af

Kim Nielsen

København S

 

Copyright @ All Rights Reserved